NUL tolerance overfor problembørn som begår ekstreme krænkelser i skolen.
Selvom det ikke er helt Kristen Demokratiske holdninger til nedenstående Case, mener er det min overbevisning, at hvis vi skal komme ovenstående forhold til livs, skal vi til at ændre vores holdninger til, hvorledes vi som samfund forholder over for ekstreme (heldigvis ses de ikke så ofte, men en gang er en gang for meget) krænkelser i skoler.
Casen skal ses som en hjælp og ikke en straf. Jeg går ind for at vi skal iværksætte den bedste og mest
effektive hjælp som gør en forskel her og nu og borgere skal forstå, at vi ikke tolererer krænkende adfærd
blandt børn, ikke bare i skolen, men generelt.
Sker lignende situationer andre steder i samfundet mener jeg at man skal anvende samme eller andre
lignende fremgangsmåder der også.
Case.
Et barn har krænket en anden elev i klassen til at afklæde sig og lade krænkeren se den andens nøgne krop,
krænkeren truede sin klassekammerat med en kniv.
I et sådan tilfælde vil jeg stå inde for at der er nultolerance for sådan en adfærd.
Derfor skal skolelederen straks det kommer denne for øre, indkalde kommunens akutteam (et team med specialuddannelser i problemadfærd hos børn og unge, (skal oprettes i alle kommuner)), forældre, klasselæreren og AKT læreren og eleven selv til et straks møde, mødet skal afholdes samme dag eller senest dagen derpå.
På mødet informeres forældrene om sagens alvor og at indkaldelsen skyldes, at der er en nultolerance for en sådan adfærd i skolen. Derfor forelægges forældre og elev nu sagens alvor og formålet med mødet er at få forældrene inddraget i problemløsningen så der kan oprettes et konstruktivt samarbejde mellem kommunens akutteam, eleven, skolen og forældrene.
Udgangspunkt er at finde årsagen til barnets adfærd og hjælpe forældrene til eventuelt at få taget et forældreansvar hvor de tilbydes samtaler, terapi og redskaber til årsagsløsningen. Skulle forældrene værge sig mod at indgå i et sådant samarbejde til at modtage hjælp til at ændre barnets adfærd, skal forældrene informeres om konsekvenserne ved ikke at deltage.
Hvis forældrene værger sig mod at indgå et samarbejde, skal forældrene informeres om, at i yderste
konsekvens vil barnet blive fjernet fra hjemmet idet det vurderes at disse ikke udviser det ansvar som kræves
til at kunne varetage ansvaret for et barns opvækst. Og barnet skal flytte på et bosted hvor der vil være
pædagoger der vil varetage opdragelsesopgaverne og lære barnet hvad der er ok og ikke ok. Når forældrene
er villige til at tage ansvaret og har fået redskaber til opgaven hjemsendes barnet igen. Vejledning og tilsyn
vil i disse tilfælde fortsætte indtil der vurderes, at samspillet mellem hjem, barn og skole/fritid er genoprettet.
Dette er selvfølgelig en voldsom handling, men jeg tror på, at voksne primære omsorgspersoner som er i trivsel, kan vise omsorg og kærlighed i hjemmet er fundamentet for en tryg barndom med hjemmet som en sikker base for barnet. Vi skal hjælpe børn og voksne som mangler ressourcer til at finde dem og guide dem ad den korteste vej i mål.
At være forælder er et stort ansvar som gælder rigtig mange år i et menneskets liv og udvikling. Børn skal lære hvad livet kan og bør indebære, der findes ingen facitliste, alle gør det bedste de kan, men måske kunne de i perioder ønske at der var mulighed for støtte og hjælp til at fastholde ansvaret som forælder. Mennesker der får børn er i første prioritet forælder og ikke nødvendigvis barnets bedste ven i alle situationer, de har ansvaret for at barnet lærer hvad der forventes af dem som voksne (og teenager) i samfundet. i forhold til andre og andres ejendom.
At være forælder er ofte et meget svært job hvor man nogle gange ønsker at give ens barn/børn alt hvad de drømmer om, må sige nej da barnet, den unge, ikke altid kan gennemskue de konsekvenser der følger med en evt. tilladelse. Det kan gøre ondt langt ind i en forælder hjerte, men det er nogle af de ting der følger med “jobbet”.
