Det spørgsmål har jeg tænkt meget over igen og igen. Hvordan får vi skolen til at fungere igen? Hvad sker der med vores unge, når de krænker klassekammerater, truer lærere med knive eller tæsker hinanden? Det er alt sammen noget, jeg tidligere har taget op på min blog, men det bliver ved med at optage mig: Hvorfor fungerer skolen ikke, som den skal? Og hvad skal der til for at finde vejen tilbage på sporet?
Måske skal vi turde give lærerne mere frie hænder – lade dem vende skuden uden at skulle følge en alt for rigid plan. Når læreren kender sin klasse, og ved, hvad der skal til, kan der måske komme bedre gang i tingene. Jeg mener, det skal være op til læreren at beslutte, hvad der virker bedst for netop den klasse – i stedet for at diktere alle elever det samme fra høje kolbøtter af regler og tests.
Selvfølgelig skal vi ikke glemme de grundlæggende ting: At lære gloser, at sætte kommaer rigtigt, og at forstå betydningen af ordene. Det kan ikke bare være se-det-flere-gange-metoden, for elever skal også kunne bruge ordene i en sammenhæng og forstå, hvordan man bøjer dem.
Jeg har set elever, der ikke er blevet undervist på det niveau, de burde, og hvis karakterer falder markant, når de skifter til en efterskole. Nogle har en håndskrift, der minder om en 3. klasses, fordi alt foregår digitalt, og de ikke selv har øvet håndværket.
Det, jeg ofte går og tænker på, er, hvorfor nogle lærere får bedre ro i deres klasse end andre. Hvorfor kan nogle klasser fungere, så alle er i gang, uden at der sker forstyrrelser, mens andre kæmper for at holde eleverne i skindet? Nogle elever har altid haft det svært med at sidde stille eller følge med, men de klarer sig trods alt. Hvorfor?
Jeg er personligt overbevist om, at det handler om autoritet og udstråling. Det er ikke altid den pædagogiske super-ven, der er det bedste for eleverne. Nogle gange skal der bare være klare rammer, krav og forventninger. Det kan måske virke lidt oldschool, men det er det, der skaber respekt og orden.
Engang var der større respekt for præsten, lægen og skolelæreren. Hvor er den respekt blevet af? Er det forældrenes skyld, eller er det noget, vi skal starte med at tage op – hvor begynder det egentlig?
Når det er sagt, vil jeg også gerne rose været, at lærerne trods alt stadig forsøger at gøre deres bedste – især efter den skolelovsreform, der kom i 2013, hvor både DF og De Konservative var med til at stemme den igennem. Det er ikke nemt, men vi skal anerkende, at de kæmper for et system, der i mange tilfælde er præget af udkantsmentalitet og bureaukrati.
Hvis vi virkelig ønsker at gøre noget for folkeskolen, må vi give den mere frihed – særlig lokalt. Hver skole skal kunne finde sin identitet, og det er ikke sikkert, at den samme tilgang fungerer i en lille by i Nordjylland, som den gør i København eller på Sjælland. Skolerne skal have mulighed for at tilpasse sig det lokale liv, og målet bør være at tiltrække flere unge familier – så vores små samfund igen kan vokse.
Det kan måske betyde, at de yngste elever skal have kortere skoletid, og senere overgå til et andet læringsmiljø, hvor fagfolk med praktisk erfaring kan hjælpe med at få børnene til at lære, uden at det føles som en stresset kamp. Nogle steder kan en helt anden model være bedst, og det skal der også være plads til.
Denne type nytænkning – kombineret med det, der faktisk virker i dag – kan skabe rigtig god mening lokalt. Og ja, langt de fleste elever vil forlade skolen med en rygsæk fyldt med både viden og livserfaring. Men der er bestemt plads til forbedring, og det er vigtigt at huske: Når det lykkes, er det ikke bare systemet, der skal roses – tværtimod, så er det de mennesker, der arbejder med børnene og de unge i dagligdagen.
