Tallene fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd giver stof til eftertanke. Flere unge står uden job eller uddannelse, og i Sydjylland er vi oppe på 7,5 procent. Haderslev, Tønder og Sønderborg ligger endda over 8 procent. Det er en udvikling, der truer både de unges fremtid og vores samfunds sammenhængskraft.
Ofte peges der på folkeskolen som løsningen. Det er rigtigt, at folkeskolen har en vigtig opgave, men problemet er bredere og mere komplekst. Vi kan ikke nøjes med at sige, at skolen skal løfte de svageste elever.
For det første må vi turde tale om stoffer i ungdomskulturen. Misbrug er en reel årsag til frafald, og uden en målrettet indsats taber vi de unge, inden de overhovedet får en chance. Der skal sættes ind tidligere med forebyggelse, rådgivning og behandlingstilbud, som er tilpasset deres virkelighed.
For det andet skal vi arbejde med individuelle forløb. Kierkegaard sagde, at hvis man i sandhed skal hjælpe et menneske, må man først finde det dér, hvor det er, og begynde der. Det er præcis sådan, vi skal møde de unge. Min erfaring fra arbejdet med klienter viser, at det vigtigste redskab er at lytte. Når vi finder den unge dér, hvor han eller hun er, skaber vi de bedste betingelser for at give dem redskaber til at komme videre. Derfor skal der hurtigt etableres et personligt forløb med en coach eller mentor, når en ung registreres som udenfor både job og uddannelse. Erfaringer viser, at netop relationen til en voksen, som tror på den unge, kan være afgørende for at finde vej tilbage.
For det tredje skal vi inddrage de unge selv. Det er bemærkelsesværdigt, at de sjældent er en del af dialogen. Hvis vi vil skabe løsninger, der virker, må vi spørge dem, hvad der motiverer dem, hvad de interesserer sig for, og hvordan de ser deres fremtid. Det handler ikke kun om tal og statistikker, men om mennesker, der skal have lyst til at tage næste skridt.
Vi må også erkende, at det ikke kun er de svageste elever, der mister fodfæstet. Mange unge ser ganske enkelt ikke meningen i de uddannelsesmuligheder, de tilbydes. Derfor skal vi udvikle mere fleksible veje, hvor uddannelse kan kombineres med praktik, frivilligt arbejde eller andre aktiviteter, som giver oplevelsen af at høre til.
Kommunerne har et stort ansvar. Tallene viser tydeligt, at resultaterne varierer. Billund ligger under landsgennemsnittet, mens Haderslev og andre ligger langt over. Det må føre til, at vi lærer af de kommuner, der lykkes bedst, i stedet for at hver enkelt forsøger at finde sine egne løsninger.
Jeg er enig i, at målet om at halvere antallet af unge uden job eller uddannelse inden 2030 virker urealistisk med den nuværende udvikling. Men vi må ikke bruge det som undskyldning for at give op. Ambitionen er vigtig, og hver eneste ung, der falder udenfor, er et tab både personligt og samfundsmæssigt.
Hvis vi vil vende udviklingen, kræver det handling:
- At vi tager kampen mod stoffer og misbrug alvorligt.
- At vi sikrer hurtige, personlige forløb med coaches og mentorer.
- At vi inddrager de unge selv i løsningerne.
- At vi skaber fleksible og mere meningsfulde uddannelsesveje.
- At vi lærer af de kommuner, der lykkes, og samarbejder mere på tværs.
Vi skal se på de unge som en ressource, ikke et problem. Mange af dem har talenter og potentialer, vi overser, fordi de ikke passer ind i de systemer, vi har skabt. Hvis vi vil løfte vores landsdel, og hvis vi vil skabe et samfund, hvor alle har en plads, så kræver det respekt, realisme og vilje til at investere i de unges fremtid.
