Førtidspension er en vigtig ordning for borgere, som reelt ikke længere kan klare et arbejdsliv. Ingen tvivl om, at nogle mennesker aldrig vil kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet, og de skal have deres pension med værdighed og tryghed. Men i dag ser vi alt for ofte, at ordningen bruges som en livslang parkeringsplads for mennesker, som faktisk kunne have en fremtid på arbejdsmarkedet.
Særligt bekymrende er overrepræsentationen af personer med ikke vestlig baggrund blandt førtidspensionister. Det er ikke korrekt, at to tredjedele af førtidspensionister tilhører denne gruppe, men tallene viser tydeligt en skævhed, der kalder på handling. Samtidig ser vi en markant stigning i tilkendelser af førtidspension begrundet i psykiske lidelser som angst og depression. Ofte følges der ikke op på, om disse borgere med den rette behandling og støtte faktisk kunne komme videre.
Nyeste tal fra Danmarks Statistik viser at 11,6 % af ikke-vestlige indvandrere i den arbejdsdygtige alder (ca. 16-66 år) er på førtidspension, mod 6,5 % for personer med dansk oprindelse.
Faktisk udgør personer med ikke-vestlig indvandrerbaggrund ca. 17 % af alle førtidspensionister i den arbejdsdygtige alder
Revurdering og ansvar
Vi må ændre systemet, så førtidspension ikke bliver en endestation, men en del af en vej mod et bedre liv. Derfor foreslår vi faste revurderinger for eksempel hvert andet år, så man får et reelt billede af, om borgeren stadig er berettiget til pension, eller om vedkommende kan hjælpes videre. Revurderingen skal ikke opleves som et angreb på de syge, men som en garanti for, at ingen bliver efterladt i passivitet, hvis de faktisk har kræfter til at komme tilbage.
Danmark har brug for flere hænder
Det er ikke kun et spørgsmål om socialpolitik, men også om Danmarks fremtid. Vi skal have mere arbejdskraft og færre syge mennesker. Arbejdskraftmanglen er allerede en realitet, og den bliver kun større i de kommende år, især inden for omsorgssektoren. Vi skal se på om der kan oprettes træningsprogrammer for førtidspensionister i plejecentre etc.
Vi skal selvfølgelig tage imod de flygtninge, vi har forpligtet os til, men vi kan ikke lukke døren op for en generel indvandring af velfærdssøgende immigranter. Det hjælper hverken os eller dem.
En ny vej: uddannelse i hjemlandet
I stedet bør vi hjælpe på en måde, der både gavner Danmark og de mennesker, som gerne vil skabe sig en fremtid gennem arbejde. Vi foreslår, at Danmark opretter uddannelsesinstitutioner i udvalgte hjemlande, hvor kommende arbejdsmigranter kan uddanne sig, mens de stadig bor sammen med deres familier.
Ordningen kan fungere sådan:
- De studerende søger ind på en uddannelse i deres hjemland, målrettet omsorgsarbejde i Danmark.
- De indgår samtidig en kontrakt, hvor de forpligter sig til at arbejde i Danmark i mindst fem år efter endt uddannelse.
- Hvis de vælger at stoppe undervejs, bliver de blot i deres hjemland. Danmark risikerer derfor ikke at skulle hjemsende mennesker, som ikke lever op til aftalen.
- De udgifter, vi ellers ville have til ophold og uddannelse i Danmark, kan i stedet bruges til at oprette og drive disse skoler lokalt.
På den måde sikrer vi, at de, der kommer hertil, er uddannede, motiverede og parate til at indgå i arbejdsfællesskabet. Samtidig bevarer de deres tilknytning til familien, indtil de kommer til Danmark, og vi undgår de integrationsproblemer, som ofte følger med, når hele familier flytter uden et klart formål.
Konklusion
Førtidspension skal gribe dem, der virkelig ikke kan mere. Men for resten skal vi stille krav, skabe muligheder og tilbyde hjælp til at komme videre. Det kræver et mere fleksibelt system og viljen til at tænke nyt.
Danmark har brug for flere hænder i omsorgssektoren. Derfor må vi tage ansvar for at udvikle en bæredygtig model for arbejdskraft, hvor vi siger nej til velfærdssøgende indvandring, men ja til veluddannede medarbejdere, som på forhånd har forpligtet sig til at være en del af vores fællesskab.
