Jeg møder forældre som fortæller om børn med skolevægring.
Børn der får ondt i maven om morgenen.
Unge der kæmper med angst, ensomhed og mistrivsel.
Forældre der føler sig magtesløse når mobning får lov at vokse og der ingen konsekvenser er for mopperen.
Familier der bliver sendt rundt mellem skole, kommune og systemer uden at føle nogen virkelig tager ansvar.
Dårlig sagsbehandling og lang tid inden der reageres.
Og midt i det hele prøver man stadig bare at være mor og far.
Prøver at holde sammen på familien.
Prøver at holde økonomien flydende.
Prøver at holde sig selv oppe.
Det gør indtryk på mig, hvor mange mennesker der føler sig alene med det pres.
For sandheden er jo, at rigtig mange har det sådan. Men vi er blevet så vant til at skulle klare alting selv, at mange næsten skammer sig over at sige højt, at de er trætte eller udkørte og ikke længere kan finde overskuddet.
Vi har skabt et samfund hvor mennesker konstant skal præstere.
Hvor der skal 2 fuldtidsindtægter til en husholdning.
Hvor børn bliver presset tidligere og tidligere. sjovt nok er jeg fra oldtiden hvor mor gik hjemme (det gjorde de fleste på vores gade) vi gik ikke i børnehave, men legede sammen på gaden, og hvor vi alligevel nåede at få uddannelser og jobs som voksne. hvor blev den tid lige af?
Hvor familier lever mere som logistikprojekter end som familier.
Og hvor nærvær alt for ofte bliver det første der ryger, når hverdagen vælter.
Ofte ses forældre der ikke orker at opdrage, men lader børn og unge selv vælge, det går bare ikke. børn der opdrager hinanden bliver ikke “sunde” voksne, men mere en uudviklet kultur som vil fejle når de skal opdrage deres børn, hvem lærte dem hvad forældreskab er?
Jeg tror egentlig ikke mennesker ønsker luksus eller perfekte liv.
Jeg tror de fleste ønsker noget meget simpelt.
Tid med deres børn.
Ro i familien.
Tryghed i hverdagen.
At deres børn trives.
At de selv kan trække vejret uden konstant stress.
Og jeg tror faktisk mange savner politikere som tør tale om de ting uden at gøre mennesker til tal i et regneark.
Vi skal prioritere familier og landsbyerne, der hvor der er plads og vider til at brede armene ud og trække vejret dybt ned i lungerne.
Det er præcis derfor jeg engagerer mig i politik, jeg har som psykoterapeut erkendt, at det er super dejligt som job, men det er begrænset hvor mange jeg alene kan nå ud til. alt tager tid, bare se på psykiatrien, måneders ventetid og ofte bare for at få at vide, at du ikke er syg nok. det kan ikke være rigtigt at det skal være sådan…. Fornylig blev jeg kontaktet af en forælder til en ung pige som var faldet af hendes elskede hest og efterfølgende ikke turde ridde på den mere. 1 enkelt session og hun rider igen… hvorfor sker sådan behandling ikke i det offentlige. hvorfor snakker og snakker de hele tiden uden handling?
Derfor er jeg gået ind i politik, for at være med til at sætte rammerne for at vi når i mål med de ting vi reelt drømmer om skal fungere i vores samfund.
Og så er jeg gået ind i politik fordi jeg mener, at politik skal tage udgangspunkt i mennesker og familier, ikke kun systemer og økonomiske modeller.
Jeg tror på mere menneskelighed.
Mere ansvar.
Mere fokus på familiernes trivsel.
Og et samfund hvor børn og unge ikke bliver tabt fordi voksne har for travlt eller systemet er for tungt.
Hvis du kan genkende de tanker, så håber jeg du vil være med i fællesskabet omkring KD, KristenDemokraterne.
For forandringer kommer først, når almindelige mennesker engagerer sig i dem.
