I KristenDemokraterne har vi altid haft et enkelt, men stærkt udgangspunkt: samfundet bygges nedefra fra familien, ikke fra systemet. Det er i familien, barnet lærer empati, respekt og ansvar. Det er dér, vi formes som mennesker, og det er dér, vi lærer at stå fast, når livet rammer.
Men i dag er familierne presset. Mange forældre løber stærkere end nogensinde, og systemet har svært ved at følge med den virkelighed, hvor børn, arbejdsliv og samvittighed ikke altid går op i en højere enhed. Derfor har vi i KristenDemokraterne udviklet konkrete forslag, som skal give familierne reel frihed og trivsel ikke bare på papiret, men i praksis.
Et af forslagene handler om retten til at passe sit barn under sygdom i op til 30 dage om året med fuld løn. Ikke fordi vi skal vende tilbage til fortiden, men fordi vi skal bygge fremtiden på realistiske og menneskelige løsninger. Når et barn bliver sygt, har det brug for nærvær og tryghed, ikke institutionsskift og stressede forældre, der forsøger at balancere job, mails og termometer.
Og nu viser erfaringerne, at det virker. Landbrugsrådgivningsfirmaet SPIRAS har i et halvt år gennemført et forsøg, hvor medarbejdere netop har haft mulighed for at passe deres børn gennem hele sygdomsforløbet. Resultatet er klart: ja, der har været en mindre stigning i børnesygedage, men samtidig et markant fald i de samlede sygedage blandt medarbejderne. Trivslen steg, arbejdsglæden voksede, og loyaliteten over for arbejdspladsen blev styrket.
Det viser noget meget simpelt: Når mennesker bliver mødt med tillid, kvitterer de med ansvar. Når man investerer i menneskelig trivsel, får man stærkere medarbejdere, færre sygedage og en arbejdsplads, hvor folk faktisk bliver. Det burde inspirere kommuner som Haderslev, hvor netop fastholdelse af personale i ældreplejen og sundhedssektoren er en kæmpe udfordring.
I Haderslev har vi set, hvordan sygefraværet på plejecentrene er faldet markant det seneste år. Det skete ikke på grund af nye regler eller kontrolsystemer, men fordi man begyndte at arbejde med trivsel, respekt og faglighed. Når medarbejderne føler sig værdsat og får mulighed for at arbejde med hjertet, følger resultaterne af sig selv.
KristenDemokraterne vil overføre den tankegang til hele velfærdsområdet. Vi skal væk fra et system, hvor tillid erstattes af styring, og hvor menneskelig omsorg forveksles med ineffektivitet. Det koster langt mere både økonomisk og menneskeligt når medarbejdere mistrives, og familier knækker under pres.
Vi skal skabe et Danmark, hvor det er muligt at være både forælder, medarbejder og menneske. Hvor der er plads til at tage sig af sit barn uden at skulle vælge mellem job og samvittighed. Hvor omsorg bliver betragtet som en styrke, ikke en svaghed.
Derfor vil KristenDemokraterne insistere på, at familierne igen skal være fundamentet for vores samfundsmodel. Det er i familien, fællesskabet begynder. Det er der, fremtidens borgere formes. Og det er der, vi som politikere skal turde investere – ikke kun i mursten og systemer, men i mennesker.
For når vi investerer i mennesker, vinder vi alt det, der virkelig tæller: børn, der trives, medarbejdere, der bliver, og et samfund, der hænger sammen.


